Kontaktoplysninger:

ibpsykiater@yahoo.dk

Jeg tilbyder udredning for Aspergers syndrom

Send dine besvarelser til mig på

ibpsykiater@yahoo.dk

Så vil jeg give dig en  uforpligtende vurdering af, om du ville kunne have gavn af en udredning. 

Om Aspergers syndrom

Aspergers syndrom (AS) er en såkaldt autismespektrumforstyrrelse. Lidelsen forekommer hos begge køn, dog noget hyppigere hos mænd, og jeg har for nemheds skyld nedenfor brugt betegnelsen "han". Man bruger betegnelsen autismespektrum for at indikere, at autisme findes i forskellige sværhedsgrader. I den ene ende af spektret har vi den infantile autisme, hvor der er tale om så svære symptomer, at personen ofte vil have behov for massiv hjælp og støtte gennem hele livet. I den anden ende af skalaen finder vi personer med såkaldt højt fungerende autisme, herunder personer med Aspergers syndrom (AS) og Atypisk autisme (AA). I modsætning til personer med infantil autisme, vil personer med AS/AA ofte være godt begavede og i nogle tilfælde have særlige evner indenfor bestemte områder, som samfundet efterspørger (IT, ingeniør, naturvidenskab m.m.), men der kan være tale om evner indenfor et andet område, f.eks. tegning og musik. Det er godt at være intelligent, men hvis man ikke kan indgå i sociale sammenhænge bliver det vanskeligt at gennemføre en uddannelse og at opnå en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet. Personen med AS/AA har meget vanskeligt ved at sætte sig ind i andre menneskers tanker, følelser og motiver. Han prøver at regne ud, hvad der foregår i andre mennesker men kommer til kort, fordi han mangler den intuitive fornemmelse for andre. Han kan således ikke "læse mellem linjerne" men opfatter i stedet alting meget konkret og bogstaveligt og vil derfor opleve socialt samvær som meget anstrengende og forvirrende. Han udtrættes hurtigt, når han er nødt til at være sammen med andre mennesker i længere tid ad gangen, og hvis han ikke i tilstrækkelig grad får mulighed for at trække sig tilbage og være alene, risikerer han at udvikle en kronisk stresstilstand. Kommunikationen med andre mennesker vanskeliggøres endvidere af, at personen med AS/AA ikke forstår betydningen af smalltalk men kun ønsker at tale om ting, der interesserer hende. Så enten forholder han sig tavst eller også taler han længe og detailleret om sine særinteresser (særinteresser er kendetegnende ved asperger) uden rigtigt at fornemme, at han dermed kommer til at kede eller irritere sine tilhørere.

Han interesserer sig ikke for andre mennesker og fortæller sjældent noget om sig selv. Han fungerer dårligt i grupper og foretrækker at være og arbejde alene. Han er afhængig af rutiner og vil derfor ofte blive opfattet som rigid og ufleksibel af sine omgivelser. Han holder sig til faste rutiner og bryder sig ikke om forandringer. AS er ofte forbundet med en vis motorisk klodsethed og ved både AS og AA ses ofte forskellige grader af overfølsomhed i forhold til én eller flere sanser.

Autismeforstyrrelser er hyppigere forekommende hos drenge/mænd end hos piger/kvinder. Man har tidligere antaget, at forholdet er 4:1 (altså 4 gange så mange drenge) men er efterhånden blevet opmærksom på, at piger/kvinder med autisme gennem tiden ofte er ”gået under radaren” og således er blevet overset. I takt med, at man i stigende grad har studeret autisme hos piger/kvinder er man blevet opmærksom på, at lidelsen her ofte viser sig på en anden måde end hos det mandlige køn. Piger/kvinder med autisme fremtræder således ofte mindre nørdede end drenge/mænd ligesom de tydeligvis ofte er bedre til at tillære sig de sociale spilleregler og derfor kan forekomme relativt upåfaldende. Hvad angår piger/kvinder med asperger er de i samme grad som drenge/mænd med asperger optaget af særinteresser. Interesserne er dog mindre ”sære” end drengenes (det kan f.eks. være heste, tegning, dans eller musik) forstået på den måde, at de ikke nødvendigvis afviger fra de interesser deres jævnaldrende har. Det afvigende ved deres interesser er ikke at de er ”sære”, men at de dyrkes meget intenst og på bekostning af alle andre aktiviteter.

Selv psykologer og psykiatere overser fortsat ikke sjældent autismediagnosen hos voksne. Ofte henvender personen sig med andre lidelser udløst af den grundlæggende autistiske sårbarhed (typisk stress, depression og angst). Disse symptomer maskerer diagnosen, som man kun får fat på, ved at spørge ind til barndommen og de udfordringer der gik forud for de aktuelle symptomer.

 

Hvordan stiller man diagnosen?

Symptomerne skal have været tilstede lige fra den tidlige barndom. Det derfor nødvendigt med oplysninger om, hvordan vedkommende fungerede som barn. Egne erindringer suppleres med oplysninger fra tidligere omsorgspersoner, typisk moderen, hvilket dog ikke altid vil være muligt.

Diagnosen kommer derfor ofte til at hvile på personens egne oplysninger om hvordan han gennem tilværelsen har oplevet sig selv, andre mennesker og sociale interaktioner, herunder om og hvordan samværet med andre mennesker har været vanskeligt.

Undersøgerens kliniske indtryk af personen er ligeledes væsentligt, herunder vurderingen af, om vedkommende har symptomer, som kunne pege på tilstedeværelsen af anden psykisk lidelse. Endelig anvendes forskellige test hvoraf ingen dog er diagnostiske. Man kan således ikke alene ud fra en test afgøre, om en person har en autismeforstyrrelse. Hvis både test, anamnese og det indtryk personen giver under udredningen peger i samme retning, vil testene dog sige noget om karakteren og sværhedsgraden af de autistiske symptomer samt i hvilken grad, personen er i stand til at indleve sig i andre menneskers tanker, følelser og holdninger, en evne der ofte går under betegnelsen empati.

OM MIG

Jeg er speciallæge i psykiatri og har udredt for Aspergers syndrom siden 2008. 

Udredningen foregår i Nordsjælland.

Jeg har mange års erfaring med autismeudredning og vejledning gennem min hjemmeside, som kom op at stå i 2012, men som desværre ikke har været tilgængelig det sidste års tid. Aktuelle side er under opbygning.  

Du kan læse mere om mig på min LinkedIn profil

https://www.linkedin.com/in/ib-kollerup-30443822/