PeterITs historie

Jeg er PeterIT 58år. Den 1. december 2011, befriede Ib mig fra tvivlens helvede. Det var sidst på dagen og mørkt da jeg stod ud af Mazdaen, ved den AsfaltJungle jeg kalder Hjem. Ib havde spurgt lidt, lyttet rigtigt meget og hjulpet fortælleprocessen på gled. I 3 timer havde jeg talt og var næste tom for ord. Noget der sker yderst sjældent. Måske var det værdien af de få; men præcise data jeg fik i bytte. " Du er en Aspi - 50% chance for at du også er ADHD." Retrospectivt kunne han ligeså godt have afleveret mig på Forvaringen, og sagt: Ja her skal du så bo resten af livet". Det var i hvertfald ligeså fuldstændigt uafvendeligt. Det var totalt nyt at høre en psykiater sige det; selvom jeg de sidste 5-7 år har haft en fornemmelse af... det!

Faktisk har jeg vidst "det" siden jeg var 5 år. Har billedet af mig selv i bardomshjemmet, hvor jeg kikker i spejlet og siger: " Jeg er vist noget ret specielt". Ikke en åndelig vished der har plaget mit liv, dengang var indbildning ikke noget positivt. Så jeg har levet mit liv bedst muligt i den tro, at sådan er livet!

Da jeg var udlært og ikke kunne få job, burde jeg måske have fattet at jeg " en persona non grata". En erkendelse der dog skulle vise sig at være aldeles overflødig. Jeg forlod hjemstavnen, vennerne og det stigmatiserende provinshul, der nægtede at berede mig glæde ved at arbejde. Jeg har arbejdet hele livet, studeret lidt, lært meget og blevet lidt slidt. Men min faglige ambition - den har jeg levet. Ungdommens drøm er gået i fuld opfyldelse!

Man mente på den tid at datamaskinerne ville overtage kontrollen med planeten - et skræk senarie for mange af de såkaldt voksne i min verden. Jeg havde den holdning at hvis datamaterne skulle have succes med det, skulle de være bedre til at tale sammen end menneskene - der talte mest forbi hinanden. En vision jeg vist har delt med andre.. PC'en og Internettet, er jo lige den succes som jeg af hjertet under vore siliciumBaserede venner. It is those damned CarbonUnits....

Det gik senere op for mig at NT'er taler sammen for hyggens skyld, formentlig en slags psykomassage - please please me. En kilde til stadig undren, da de ofte lyver for hinanden; men tilsyneladen nyder det. At det også er en del af de såkaldte "bondingprocesser" er vildt underligt.
I T-3 - Rise of the Machines - der hvor Kyle spørger den gamle (omprogrammerede) Cyberdyne T-101 om pigen i deres følge bliver hans kone, hvornår og hvad skal han gøre for at fremme sagen? T-101:" I don't know - the dynamics off human pairbonding is not in my database."

Jeg havde indtil fornyelig ej heller den fjerneste anelse om hvordan de 5 faste forhold jeg har haft er kommet i stand. Eller de ca. 20 scoringer.... Mit gæt er at JEG er blevet scoret. At læse Niel Strauss:"The Game" har kastet noget lys over sagen, vær lidt kritisk, det er pral det meste. Chatten giver mulighed for at øve sig. Er begyndt at HYGGE mig på Chatten, ved godt det er lidt NT-agtigt; men det bringer "human pairbonding" lidt tættere på realitet - tror jeg. Må tilstå at det morer mig, har mine venner der. Har mødt en del søde piger på den måde. En god måde at IRL'e (møde In Real Life) er på en gåtur (fast rute, faste stop byens bedste is, kaffe pizza) I København. Når man går der side-by-side er replikskiftet ikke så hurtigt, jeg kan nå at "mærke efter" (= AspiTænke... tror jeg) hvad man bør svare/spørge om/berette... ja sådan lidt oppertunistisk; men ikke udspekuleret. Bare for ikke at kvaje sig alt for meget. Ved kaffen er vi face-to-face og det virker som regel OK at spørge lidt ind, der hvor hun er gledet af. Laver ikke noget "håndarbejde" på denne første date; jo hiver lidt i armen for at gå den rigtige vej. Den lille hånd i ryggen for understrege.... En krammer når vi skildes; men ikke noget frækt. (mon det er skuffende?....naaaa). Det med den absolutte nærhed har jeg stadig til gode. Kun 4 år siden mit livs lys flyttede og jeg gik ned... BSOD... coredump... reboot... dataintegritetsCheck... genopbyg selvværd... antag selvtillid. Resume communication with trusthworthy CarbonUnits. Den proces gentager sig hvergang et fast forhold bryder sammen. Nyt samlivs paradigme...basta!!

Livet er et rollespil og alle roller kan læres. Man kan blive rigtig god til de fleste ting; men noget i det sociale spectrum nægter at " gå på automatik". Til en fest bliver jeg lidt mindre og lidt langsommere beruset end de andre. Ved aldrig hvad der pludselig falder mig ind - sommetider kommer det ud af den mund de andre kan høre! "Reckless he is! Never his mind at where he's at!" Skælder Yoda på sin lærling. At være til stede i nuet er pænt svært. Engang jeg var på kursus og var snot forkølet el. allergisk - det stod ud af næsen i stride strømme i 3 timer. Da vi rundede af så jeg gennem vinduet at en Taxa bakkede ind i min helt nye firmaVolvo. Skrev bil- og telefonnummer ned. ringede til taxacentral. Fik det jeg skulle bruge til anmeldelsen. Det hele tog 5 minutter. Kursuslederen kom smilende -arh han grinede sgu:" Wellcome to the present"...og pegede på min næse der var holdt op med at løbe! Et mirakel? Nææh.. det hedder adrenalin og produceres .... tjah kun hvis der er hårdt brug for det.

Dianas historie

At få diagnosen har betydet forklaringer på mange ting i mit liv og, sjovt nok, en følelse af at være OK som den jeg er. Det betyder også at jeg ikke længere behøver eller føler behov for at skulle prøve at tilpasse mig noget jeg ved er grænseoverskridende (hvilket jeg ofte før har gjort).

Det har også gjort det nemmere at være min mand, da de ting jeg før gjorde som for ham har virket negativt i forhold til ham, nu har en forklaring der ikke har noget med ham at gøre (f.eks. berøring, trøst osv).

Min mand supplerer med at jeg selv er blevet mere opmærksom på mine egne mønstre, bl.a. at jeg nu ved at mine frustrationer (meltdowns) ofte skyldes at jeg er blevet overloaded. Dog betyder det også at der ikke længere bliver lagt stor vægt på min observationer og meninger i forhold til mine børn og deres behov (det offentlige system).

Eriks historie

Jeg må sige jeg nyder min "Assburger" i fulde drag! Jeg har det, som havde jeg ved fødslen fået udleveret et puslespil, som jeg har brugt det meste af livet på at lægge.

Men jeg er aldrig kommet længere, end til - med stort besvær - at få samlet rammen. Samtidigt har jeg kunnet konstatere at "alle" (jeg generaliserer) andre - selv folk der med al tydelighed var certificerede båtnakker - med den største lethed, har kunnet samle deres puslespil, for derefter at gå videre til andre opgaver, mens jeg selv sad der i livets krybespor og fedtede rundt med min ramme.

Det har været årsag til flere eksistentielle kriser: Når nu båtnakkerne løste opgaven så ubesværet, var det så fordi jeg var "dobbelbåt"? (= så dum at jeg ikke engang vidste jeg var dum), at jeg ikke kunne? Åh, når nu dobbelbåttere netop er folk jeg flyr i al almindelighed, så kunne det godt være problematisk for mig at skulle være mig.

Men du har nu løst gåden for mig Ib! De andre har snydt! Deres brikker har vendt billedsiden opad, mens mine bare har været hvide.

Der er ingen grund til at fortsætte med at bruge mental energi på at lægge det sk*de puslespil. Skulle det endelig lykkes mig at færdiggøre det, ville jeg sq alligevel ikke kunne se hvad det forestillede! Men nu kan jeg endelig give mig SELV lov til at være MIG selv.

Konen og ungerne har taget det helt fint. Som datter Mette sagde: "Det er jo bare et ord. Du er jo stadig bare dig" (fandme en præmiedatter!).

Det meste af konens familie har reageret ganske som jeg forventede. De (fleste af dem) er totalt rigide og så forudsigelige som solformørkelser (en allegori som jeg kunne hive meget mere ud af......men undlader ). For dem vil jeg fra nu af være: "Jannes mand", (konspiratorisk hviskende): "ham den psykisk syge du ved!" Altså: jeg har fået en etiket, og dermed er jeg etiketten. Åh, så er deres lille verden på plads.

Så kjære Ib, du har løftet et åg fra mine skuldre, en sten fra mit hjerte og en knyst fra min fod! Og for det takker jeg! Og det er i sådan en situation at man har valget: Enten "Hvorfor fanden skete det her ikke for 20 år siden?" Eller: "Fandme fedt at jeg ikke først finder ud af det her om 20 år". Det er sq valg det hele - Man vælger selv sin virkelighed.

Maries historie

For mig personligt, var det en lettelse at blive diagnosticeret med Aspergers syndrom da det gav mig en forklaring jeg kunne forholde mig til.

Hele mit liv har jeg følt mig anderledes, og uanset hvor meget jeg forsøgte at 'kopiere' andre menneskers adfærd, var der en følelse indeni der sagde mig at der var noget galt. Jeg har været fejldiagnosticeret med psykiatriske lidelser etc. og har altid følt mig alene og tilbageholdende af skræk for at folk misforstod mig og dømte mig ud fra hvad de kunne læse i min journal.

Da jeg fandt ud af at årsagen til min anderledeshed stammede fra asperger, var det som en byrde der blev løftet fra mine skuldre. Denne diagnose kan jeg nemt forholde mig til, og har endda lært meget om mig selv i stedet for at gemme mig selv væk.

Mit liv er blevet bedre.